Nyhed

Roskilde Festival flytter måske

Problemer med dårlige campingarealer kan i sidste ende føre til en flytning af festivalen

Roskilde Festivalens ledelse har bedt de lokale politikere om at hjælpe til med at finde en brugbar løsning på den uholdbare situation med de forværrede campingarealer.

Problemet består hovedsageligt i en grusgrav, der æder sig ind i campingarealerne, samt i fremtidsplaner om en motorvejsudvidelse, der vil indskrænke pladsen endnu mere. Hvis de planer gennemføres, så kan ledelsen blive tvunget til at flytte festivalen på grund af pladsmangel, og faktisk har man allerede været ude og lede efter et alternativt sted at placere festivalen, dog uden held.

Talsmand for festivalen, Esben Danielsen, siger til dagbladet Urban, at Roskilde Festival vil blive ved med at ligge tæt ved Roskilde, og han ser naturligvis også allerhelst, at den kan forblive, hvor den er nu, da dens nuværende placering nær motorvejsafkørsel, station og lufthavn er ideel til formålet. Men skal det lykkes, så er de lokale politikere nødt til at træde til og arbejde sammen med festivalen om at finde en løsning på problemet.


Roskilde Festivals officielle hjemmeside

ANNONCE