Nyhed

Thom Yorke: Soloalbum skyldes kedsomhed

Radiohead-frontmanden lavede sit soloudspil under en død periode med bandet

Som tidligere nævnt på GAFFA.dk udsender Radiohead-frontmanden Thom Yorke sit første soloalbum ”The Eraser” 10. juli. Albummet er produceret af Radioheads vanlige producer Nigel Godrich og skulle være mere elektronisk end Radioheads plader. Og Yorke fortæller nu til The Observer Music Monthly, at albummet blandt andet blev til, fordi han i en periode kedede sig i Radiohead under afslutningen på deres ”Hail to the Theif”-turné i 2004.

”Der var en periode på tre-fire uger, hvor ingen i bandet rigtig sov. Så vi var pressede og følte, at vi skulle turnere, fordi vi havde forpligtet os til det og ikke, fordi vi havde lyst til det,” fortæller Yorke. ”Og samtidig havde jeg trang til at udforske nogle idéer, jeg havde gået og puslet med, siden jeg lærte at bruge min bærbare computer rigtigt. Jeg var vild med idéen om bare at bruge nogle af de beats og lyde, jeg havde i computeren”.

Det nye album udkommer på det forholdsvis lille pladeselskab XL Recordings (The White Stripes, M.I.A, Devendra Banhart med flere) og ikke Radioheads normale selskab, det multinationale EMI, hvor kontrakten med bandet dog er udløbet.


”Albummet er noget andet end Radiohead, og derfor bør det udkomme på et andet selskab”, fortæller Yorke og tilføjer, at han heller ikke kan sige noget om, hvorvidt det næste Radiohead-album - der er i støbeskeen, og hvorfra Radiohead spillede en række numre ved deres to koncerter i KB Hallen i maj - vil udkomme på EMI. ”Jeg ved ikke, om vi vil gentegne kontrakt med EMI. Jeg ved egentlig ikke, om vi vil signe med nogen som helst. Jeg mener ikke, vi skylder nogen noget. Når pladen er færdig, kan vi give den til nogen, der kan yde den retfærdighed.”


Radioheads hjemmeside

ANNONCE