De roste, men kommercielt oversete australieres bagkatalog genudsendes remasteret og med bonusnumre
The Triffids var en australsk gruppe, som op gennem firserne udsendte i alt fem vellykkede og anmelderroste album, som imidlertid aldrig gav dem det helt store gennembrud. Nu bliver pladerne imidlertid genudgivet i remasterede versioner med bonusnumre, startende med gruppens måske mest vellykkede album, 20-års jubilaren ”Born Sandy Devotional”, der netop er kommet på gaden.
Hovedhjørnestenene hos The Triffids – opkaldt efter en kødædende plante i en gammel science fiction-film – var dels sangeren og sangskriveren David McCombs fyldige stemme og ualmindelig veldrejede, poetiske og stemningsfulde sange, som ofte beskriver en kærlighed så lidenskabelig, at den grænser til det fatale. "I believe you will lead me to a life of crime", som det blandt andet hedder i ”Born Sandy Devotional”-sangen ”Life Of Crime”. Dels gruppens let storladne lyd med bror Robert McComb og Graham Lees højstemte guitarer i front, en lyd, som let bringer billeder af uendelige australske landskaber frem på den indre nethinde.
Som nævnt bliver alle gruppens fem album genudgivet, og det vil ske løbende over det næste halvandet år, inden ringen sluttes med en ”best of”, der er på gaden i julen 2007. Dermed kan vi også glæde os til en genudgivelse af et af gruppens andre højdepunkter, 1986-albummet ”In The Pines”, der modsat den meget producerede ”Born Sandy Devotional” er helt skrabet og indspillet i en lade.
Og som om alt dette ikke var nok, udkommer der inden for det næste halvandet år også en bog om David McComb og The Triffids, skrevet af Bleddyn Butcher.
Til gengæld skal vi næppe forvente en gendannelse af The Triffids: Dave McComb døde tragisk i 1999 efter komplikationer oven på en bilulykke, kun 36 år gammel.