Upcoming-orkester vinder Danmarksturné i Huset i Magstræde
Talentkonkurrencen Årets Leif fandt en vinder torsdag aften, hvor Haahr, The Holiday Show og A Kid Hereafter i Husets Musikcafé duellerede om førstepladsen, fire turnéjobs i Danmark og en turnébus med dvd og PlayStation til turen. Vinderen blev A Kid Hereafter, der fik 26% af de samlede stemmer. Haahr fik 20% og The Holiday Show fik 19%, mens de øvrige stemmer gik til de øvrige syv bands i konkurrencen.
Nuvel: A Kid Hereafter leverede på aftenen en koncert, der ifølge velinformerede kilder var en vinder værdig, og efter kåringen var de forståeligt tilfredse:
- At vinde denne konkurrence er helt perfekt! Vi udkommer med vores debutplade den 10. oktober, og som vinder af Årets Leif får vi nu en turné rundt i landet til efteråret og dermed mulighed for lave PR for os selv. Og så er det jo altid godt med en PlayStation i turnébussen! kommenterede Frederik Thaae.
A Kid Hereafters musik karakteriseres som en ”hårdtslående og fornøjelig mutation af New Folk som Adam Green, 70’er progrock som Yes og poppunk som NOFX.” I deres korte, koncise sange kommer det uortodokse orkester rundt om alt fra gameshows til erotisk kogekunst, og live har de ry for at være eksplosive. Lyder det fristende, er der mulighed for at se nærmere på fænomenet her:
27/09 Tobakken, Esbjerg
28/09 Musikcafeen, Århus
29/09 Magasinet, Odense
30/09 Musikcaféen, København




