Nyhed

Bad Afro fejrer fødselsdag på Rust

Pladeselskabet fejrer dagen med koncert og senere hele tre udgivelser

Det er nu ti år siden, det københavnske pladeselskab Bad Afro Records begyndte at udsende vinylsingler inspireret af det amerikanske pladeselskab Sub Pops Singles Club, der blev lanceret i 1988 med Nirvana-singlen "Love Buzz".

Hos Bad Afro hed navnene The Hellacopters, Turbonegro, The Flaming Sideburns, Backyard Babies og Gluecifer, og under sloganet ”Pushing Scandinavian Rock to the Man!” har selskabet siden 1996 udsendt op mod 100 udgivelser i forskellige formater med surf, punk, garage- og psykedelisk rock udelukkende fra de nordiske lande.

Da der synes at være en smule tvivl om præcis, hvornår selskabet kom til verden, dækker Bad Afro-folkene sig ind ved at fejre fødselsdagen i to omgange.

Første runde fødselsdagssange skal synges til en Bad Afro Label Night på Rust 15. april. Her optræder to af selskabets finske indslag Sweatmaster og Slideshaker med masser af garagerock.

Anden runde tages 8. maj, hvor selskabet udsender hele tre udgivelser samme dag. Det drejer sig om albums med On Trial og The Flaming Sideburns, og så "Ou Wee EP" med 22 Pistepirkko.

Med det må man sige, at selskabets fødselsdag er blevet fejret eftertrykkeligt, og Bad Afro er dermed kørt i stilling til yderligere ti gode år.

Bad Afro Records

ANNONCE