De britiske legender er årets vindere af den prestigiøse svenske Polar Music Prize
Da Det Kongelige Svenske Musikakademi valgte rock-legenderne i Led Zeppelin som modtagere af Polar Music Prize 2006, følte de trang til at markere udnævnelsen. Derfor blev den danske veteran-fotograf Jørgen Angel bedt om at lave en solo-udstilling med fotos af zeppelinerne, og resultatet kan ses fra i morgen på Stockholm-galleriet So Stockholm.
Angel kalder det selv ”en stor ære” at være med til at markere uddelingen af den prestigiøse musikpris, der tidligere er gået til navne som Paul McCartney, Dizzy Gillespie og Bob Dylan. Men fotografen har også en særstatus som Zeppelin-knipser. Da bandet spillede deres allerførste koncert overhovedet under navnet New Yardbirds, stod Angel klar med kameraet i Gladsaxe Teen Club, hvor den 17-årige var husfotograf.
Siden blev det til en løbebane som rockfotograf for Angel, der i 60’erne og 70’erne fotograferede stort set alle de store rocknavne. Men Led Zeppelin bevarede deres særlige plads i Angels hjerte, og resultatet er et bugnende arkiv af fotos fra hele bandets karriere – hvoraf et udsnit altså lige straks kan ses i Stockholm.





