Nyhed

Thom Yorke på vej med solo-projekt

”The Eraser” udkommer i juli på XL Recordings, rapporterer Radiohead-frontmanden til sine fans

Medlemmer af Radiohead’s W.A.S.T.E.-fanklub fik sig en overraskelse i mailboksen lørdag, da frontmand Thom Yorke sendte dem et nyhedsbrev med detaljer om sit kommende soloprojekt The Eraser. Producer er den faste Radiohead-samarbejdspartner Nigel Godrich, og stilen betegner Yorke som ”uundgåeligt mere beats og elektronik, men stadig sange.”

Ifølge den ordknappe frontmand er projektet ”noget, der har ligget og rodet i baggrunden længe”, og som ”trængte til at blive gjort færdigt.” Yorke meddeler videre, at han har haft lyst til at lave noget i stil med The Eraser længe – og at albummet var både hurtigt og sjovt at få i kassen.

Han slutter med et par beroligende ord til de nyhedsbrevs-abonnenter, der måtte være ængstelige for solo-eventyrets konsekvenser for Radiohead:
"Som I ved, er bandet for øjeblikket i færd med at turnere, skrive nyt materiale og finde ind i en god gænge, så jeg vil ikke høre noget snak om, at jeg er en forræder, at Radiohead går i opløsning, at bla bla bla. Albummet blev lavet med bandets velsignelse," forsikrer frontmanden.


The Eraser

ANNONCE