Den kendte finansmand vil teste musik på målgrupper, inden den bliver sluppet løs
Klaus Riskær Petersen, alt-mulig-finansmand, bevægede sig for adskillige år siden over i IT-branchen med opstarten af Cybercity. Nu tager han så skridtet videre og vil kombinere IT med musikbranchen.
Hans nye tiltag er firmaet Tracktesting, der har udviklet et stykke software i et samarbejde med Institut for Statistik på Handelshøjskolen. Dette program gør firmaet i stand til at teste eventuelle hitsingler og playlister på en bestemt målgruppe, inden de bliver sluppet løs. En service som pladebranchen og radiokanaler kan nyde enormt godt af, mener Riskær.
I et interview i JP siger Riskær Petersen: ”I Danmark er markedet ikke interessant, men det kan meget hurtigt og meget nemt rulles ud i andre lande.”
I interviewet sagde han at idéen er undfanget ”i socialt lag over nogle gin og tonics med folk fra pladebranchen”, og finansmanden regner med at kunne lancere en prøveversion, som branchen kan teste gratis, i løbet af foråret.
