Nyhed

New Orleans-lyd på vej fra Christina Groth

Det seneste udspil fra Christina Groth blev skabt i et orkan-inferno. Snart foreligger resultatet.

I sommeren 2005 pakkede Christina Groth og hendes danske band deres flightcases og tog turen til New Orleans i USA for at indspille albummet ”Piety Street”. Med i bagagen var et stort ønske om at lave en plade, som var helt deres egen med ny stil, rå toner og et oplevelsesrigt forløb på Christina og crews præmisser. For helt egne midler og uden pladeselskab blev der skabt et selvproduceret album med egne tekster, indspillet i det legendariske Piety Street Studio.

I studiet blev der tryllet sammen med lydtroldmanden Mark Bingham, der blandt andet. har REM's udgivelse ”Out of Time” på samvittigheden, endvidere har Mark også lavet lyd og lagt studie til Ryan Adams, Black Eyed Peas, Doc John, Lenny Kravitz, Neville Brothers, Stevie Wonder med flere. På den tidligere Sound Of Seduction-sangerindes ”Piety Street” medvirker flere lokale helte fra The Big Easy (New Orleans red.), og duetten ”Moonshine” er indspillet med legendariske ”Louisiana Medicine Man” Coco Robicheaux. Christina plus band ”fandt” ham jammende i en lille knejpe på Frenchmen Street en sen aften i det franske kvarter.

Christina og bandet indspillede pladen live i studiet på blot seks dage, dog med et par forstyrrelser i form af heftige ”hurricane warnings” midt i det hele. Orkanen ”Dennis” drev over, danskerne åndede lettet op, og musikken spillede igen i Piety Street Studio - indtil videre. ”Piety Street” er måske den sidste plade indspillet i det ”gamle” New Orleans, for tre uger efter brød dæmningerne og helvede løs...


Musikken og pladens ånd er inspireret af New Orleans' kulturelle forskelle og stemninger. Stilen kan kaldes en slags moderne ”roots”, som er skabt i en by, hvor alt er tilladt og trives inden for musik, mad, dans, blues, rock, hip hop, voodoo og katolicisme. Det var disse indtryk, der var indprentet i Christina Groth og resten af holdets hjerter, da de indspillede pladen i det gamle analog-studie med Mississippi-floden som nabo.

Tjek anmeldelsen af pladen på GAFFA.dk på mandag, hvor ”Piety Street” lander bag disken i en pladeforretning nær dig.


Christina Groths officielle hjemmeside

ANNONCE