Nyhed

Amnesty-koncert for menneskerettigheder

Peter Sommer, Niels Skousen, Kira Skov og Nikolaj Nørlund sætter fokus på vold mod kvinder

Amnesty International inviterer i samarbejde med Støttegruppen til Ajda Acar og dagbladet Politiken til "Musik for Menneskerettigheder – Unik Unplugged Koncert" tirsdag den 21. november kl. 17-19.

På programmet finder man Peter Sommer (billedet), Niels
Skousen, Kira Skov og Nikolaj Nørlund, som er gået sammen om at skabe en unik koncert, der i menneskerettighedernes navn skal sætte fokus på vold mod kvinder.

Formålet med koncerten er at sætte fokus på den umenneskelige situation, som mange voldsramte, familiesammenførte kvinder befinder sig i: Udhold vold i ægteskabet eller bliv udvist af Danmark. Et dilemma, som tidligere har givet anledning til international kritik af Danmark fra blandt andet FN og Europarådet.


Der vil være talere fra Amnesty International, Landsorganisationen af Kvindekrisecentre og Støttegruppen til Ajda Acar, og Anne Marie Helger vil
guide publikum gennem aftenens musikalske program.

Der er fri entré til arrangementet, men da der er et begrænset antal pladser, skal billetter bestilles på www.politikenbillet.dk.


Læs mere på www.amnesty.dk/voldellerudvisning

ANNONCE