Pop-hiphopperne tog tre priser med hjem. Også priser til blandt andre Red Hot Chili Peppers og Mary J. Blige
Tirsdag aften vandt Black Eyed Peas stort ved American Music Awards 2006. De tog hele tre priser for henholdsvis bedste gruppe i soul/r&b og rap/hiphop og for bedste album (”Monkey Business”) i rap/hiphop-genren. De fire medlemmer af gruppen så udsendelsen live via satellit fra Costa Rica.
Red Hot Chili Peppers, Rascal Flatts, Mary J. Blige og Kelly Clarkson var også blandt vinderne den aften, de vandt hver to priser. Red Hot Chili Peppers vandt prisen for bedste pop/rock-band og bedste alternative musik-artist.
I det tre timer lange show var der live-optrædener fra blandt andet Beyoncé, Jay-Z, Fall Out Boy, Pussycat Dolls, John Mayer, Nelly Furtado og Snoop Dog, for blot at nævne et par stykker.
Af andre vindere af American Music Awards kan man nævne Sean Paul, der fik prisen for bedste mandlige pop/rock-artist, Eminem, som fik prisen for bedste mandlige rap/hiphop-artist, Shikira fik prisen som bedste latin-artist og gospelkomponisten Kirk Franklin, der fik prisen med den fornemme titel ”favorite contemporary inspirational artist”. Derudover vandt Carrie Underwood også en pris for bedste nye artist inden for alle genrer.





