Nyhed

Detaljer om kommende Linkin Park-album

Los Angeles-gruppen har med Rick Rubin som producer fundet inspiration i progressiv rock fra 70’erne.

Som vi tidligere har rapporteret her på GAFFA.dk, har Linkin Park, der fylder 10 år i år, udskudt deres kommende album til engang i 2007. Mike Shinoda fra gruppen afslører nu detaljer om albummet på Billboard.com.

Ifølge Shinonda kan bandets fans forvente noget lidt andet, end de er vant til: "En del af albummet vil være velkendt for folk, simpelthen fordi det er de samme gutter der har lavet musikken. Men samtidig er de her gutter blevet mere voksne, og vi har helt sikkert fået et andet forhold til det at skrive sange".

"Først og fremmest ønsker vi at lave noget, der er knivskarpt og anderledes. Jeg føler, at vi gjorde, hvad vi havde lyst til på "Hybrid Theory" og "Meteora" og nu er det tid til at tænke ud af boksen og prøve noget nyt."


Det er allestedsværende producer Rick Rubin (RHCP, System Of A Down, Johnny Cash, Justin m.fl.), der sammen med bandet har skåret ca. 100 sang-ideer ned til foreløbig 18. Rubin har i processen introduceret Linkin Park til plader med Pink Floyd, Elton John, King Crimson og Emerson, Lake & Palmer som mulige referencer for de følelser, det nye album skal indeholde. Samarbejdet med Rubin beskriver Shinonda således:

"Det, jeg elsker ved Rick, er, at han er uforudsigelig. Han kan lytte til en sang og så komme op med en idé, der virker til at være helt tilfældig, men viser sig at give fuldstændig mening."

Der er endnu ingen dato for udgivelsen af Linkin Parks tredje album, men et gæt på første halvdel af 2007 er tilpas bredt til ikke at være helt skævt.


Linkin Parks hjemmeside
ANNONCE