Nyhed

DRs chefer nasser billetter til P3 Guld

I DRs personaleblad brokker en medarbejder sig over, at virksomhedstoppen føler sig selvskrevet til et stort antal fribilletter

Gratisavisen Urban kan i dag berette om en debat i DRs personaleblad DRåben, hvor Jakob Skov fra DRs rytmiske afdeling ytrer sin utilfredshed over, at DRs top sætter sig på over 100 billetter til sig selv og "såkaldt vigtige eksterne partnere" til P3 Guld-showet, der afvikles i Radiohusets Koncertsal i aften.

I sit indlæg skriver Skov, at det er blevet dem pålagt at sælge 100 pladser "uden om billetkøen" til de bedste pladser i salen, og at han forventer, at det tal vil blive højere. Det kommer i praksis til at betyde, at man i aften på tv vil kunne se "en klump mennesker i tv-billederne, som er helt malplacerede".

Det gør sig åbenbart gældende for alle de arrangementer, DR arrangerer, og den ansvarlige for "den frygtede gæsteliste" modtager altid et hav af henvendelser fra folk, der føler sig berettiget til fribilletter, forklarer Skov, og fortsætter:

"Spydige, nedladende og kommanderende e-mails er ikke usædvanlige, hverken fra eksterne partnere eller ansatte. Især DRs chefer kan være hårde at tumle med," forklarer Jakob Skov.

I et modsvar beskriver Programdirektør Lars Vesterløkke P3 Guld som en "oplagt mulighed for at vise DR frem for forskellige samarbejdspartnertnere", og derfor finder han det naturligt, at der falder en række fribilletter til en forskellige nøglepersoner. Han kan dog godt se, at den praksis der beskrives i indlægget ikke er i orden, og foreslår en opstramning.

P3 Guld kan ses i aften på DR2 fra 20:30, hvor der vil være liveoptrædener fra Oh No Ono, Nephew, Trentemøller, Mani Spinx, Mikael Simpson, UFO & Yepha med Bli' Glad & Natasja, Dúné, Infernal og Broken Beats.

ANNONCE