Nyhed

Guns N’ Roses fyrer opvarmningsband efter een koncert

Axl er ikke imponeret over Eagles Of Death Metal, som nu svarer igen

Det var meningen, at Eagles Of Death Metal skulle være opvarmning på Guns N’ Roses’ amerikanske turné, men de er nu blevet fyret efter blot én koncert.

Efter fredagens koncert i Cleveland, Ohio, hvor der blev buhet en del ad Eagles Of Death Metal, udtalte Axl Rose, at han langtfra var imponeret over gruppens optræden, og han kaldte dem “Pigeons of Shit Metal” fra scenen under Guns N’ Roses’ koncert.

Eagles Of Death Metal, der i øvrigt ikke spiller death metal, men traditionel boogierock, har nu også udtalt sig i sagen. Ifølge rollingstone.com siger de følgende, og nu får du det altså på engelsk, da pointen går lidt tabt i en oversættelse:

“At first the audience refused to welcome us to the jungle, but by the time we took our final bow, it had become paradise city. Although Axl tried to November rain on our parade, no sweet child o’ mine can derail the EODM night train. We say live and let die.”

Godt taget, knægte, siger vi bare.

GNRs hjemmeside

ANNONCE