Rapperen udsender "Hip Hop Is Dead" 18. december
Som så mange andre rappere har Nas været involveret i en række fejder med de andre stjerner på hiphop-himlen. I 2001 var det Jay-Z, som Nas byttede tilsvininger med, men den fejde skulle nu være lykkeligt glemt.
Nas udsender i hvert fald nu sit første album på det legendariske label Def Jam, der ejes af netop Jay-Z. Albummet er det syvende fra Nas, hedder "Hip Hop Is Dead" og udkommer 18. december.
På albummet er der besøg fra venner og kollegaer som The Game, Kanye West, Damien Marley, Snoop Dogg med flere.
Ifølge MTV er titlen en kommentar til den tilstand, hiphopmusikken er i lige nu:
"Det, jeg mener med, at hiphoppen er død er, at vi er på et sårbart stadium. Hvis vi ikke ændrer os, vil vi forsvinde som Rom. Lad os brække det ned til en mindre situation. Hiphop er Rom for ghettoen. Jeg tror, hiphop kan være med til at genopbygge Amerika. Vi er vores egne politikere, vores egen regering, vi har noget at sige", siger Nas til MTV.