Nyhed

The Chris Greys på kontrakt

Kvartetten udsender album næste år på Rock 'n' Roll Records

Den københavnske kvartet har gjort sig bemærket på flere fronter i løbet af 2006. De spillede en stort anlagt koncert i maj måned, hvor rockstilen blev kørt 100 procent ud (find anmeldelsen til højre), og inden da havde P3 playlistet deres sang "Livin' On The Edge".

Bandet har desuden skaffet sig en tøjsponsor og spillet en række jobs rundt om i danske fængsler og forbereder lige nu en europæisk turné med jobs i Holland, Tyskland og Østrig.

Lige nu handler det dog for bandet om at få gjort sange klar til deres kommende album. Bandet går i studiet i næste måned for at indspille tracks til et debutalbum, der udsendes til marts næste år på det nystartede selskab Rock 'n' Roll Records.


Og har man lyst til at opleve orkestret, der i følge dem selv er kommet for at erobre verden, så spiller de jobs i København i både november og december.

Men kan du ikke vente helt så længe, så ligger der på nettet en koncertoptagelse med bandet fra Loppen, hvor de spillede 8. september, stillet til rådighed af Concept Concerts.


Se The Chris Grey's liveoptagelse på nettet

ANNONCE