Den 4. december gæster højhastigheds-rapperen vor hovedstad
Gennem de sidste 15 år har Busta Rhymes kæmpet sig vej til toppen af den internationale rapscene med sine trofaste støtter, Flipmode Squad i baghånden. Ikke uden grund har den karismatiske rapper placeret sig øverst i hiphoppens madpyramide – for fyren har i den grad talent, det kommer man ikke uden om.
Hans 7. album, "The Big Bang", udkom i juni med single-forløberen, "Touch It", der i skrivende stund er på vej op ad hitlisterne.
Den 4. december kommer han så til vort riges hovedstad, og mon ikke han vil præsentere os for bare et par af de hits fra den lange række af supersingler, han efterhånden står bag: Gimme Some Mo, Break Ya Neck, Woo Ha!! Got You All In Check, What’s It Gonna Be (med Janet Jackson) & I Know What You Want (med Mariah Carey) for bare at nævne nogle af dem.
"Busta Rhymes er berygtet for sine eksplosive liveshows", skriver koncertarrangørerne. Berygtet er et negativt ladet ord. Hvad man så ellers skal lægge i det, men sidst Busta gæstede København for tre år siden, ligeledes i december, og ligeledes i KB Hallen var showet, noget Humleridderne let kunne have klaret bedre. En pinlig, uoplagt og halvfed Busta Rhymes gjorde sig dengang til grin over for en udsolgt KB Hal.
OBS! Her må det på hidsig opfordring fra koncertarrangørernes side lige siges, at det er min helt personlige mening, jeg giver udtryk for i ovenstående tekst.
Så det kan med garanti kun blive bedre denne gang, når han forhåbentlig tager revanche og denne gang giver publikum det, de har betalt for.
Billetter kan købes på billetnet.dk
Billetsalget starter fredag den 6. oktober
