Nyhed

Genesis næsten genforenet

Prog-rock-gudfædrene fra Genesis planlægger comeback-turné næste år

Din far har garanteret en plade med Genesis et eller andet sted. Sikkert med bandets oprindelige forsanger Peter Gabriel. Han siger sikkert tit, at bandet var fortabt uden ham, og at de i desperation bare hyrede deres trommeslager, som tilfældigvis havde en mistænkelig vokal-mæssig lighed med Gabriel. Siden da er det bare gået ned ad bakke, brokker din far sig sikkert.

Faktum er dog, at kommercielt fungerede forsanger-skiftet fremragende. Den, til at starte med, modvillige trommeslager, der pludselig skulle til at synge. Ham, vi kender under navnet Phil Collins. Han skulle senere blive en rigtig megastjerne bag mikrofonen, og Genesis fik i Collins-perioden adskillige kæmpe-hits.

De to evigt drivende kræfter i Genesis-projektet Tony Banks og Mike Rutherford har nu i fællesskab besluttet, efter en stund på land, at søsætte det gode gamle skib Genesis. Også Peter Gabriel – altså ham den ”rigtige forsanger” – skulle faktisk også være interesseret, men hans kalender er booket helt indtil 2008. Collins & Co. vil i gang allerede næste år med både Amerika og Europa-turné.


Det er efter sigende Collins, der har presset på for at få turnéen på skinner, da han lige er blevet skilt fra sin tredje kone og sikkert trænger til at få nogle aggressioner ud.

Rygterne om en genforening har verseret længe, men denne gang virker oplysningerne noget mere troværdige.


Genesis' hjemmeside

ANNONCE