Nyhed

Nine Inch Nails til København

Industrial-legenden giver koncert i Store Vega 6. april – langfredag

Der er lagt op til en langfredag fuld af smerte og lidelse – altså helt i skaberens ånd – når Nine Inch Nails kommer til København og giver koncert i Store Vega langfredag 6. april 2007. Men altså smerte på den fede måde! Koncerten bliver i øvrigt Nine Inch Nails' første herhjemme siden Roskilde Festival 2000.

Som et af industrial-rockens største navne var Nine Inch Nails medvirkende til genrens kommercielle gennembrud i 90’erne med debut-cd’en "Pretty Hate Machine" fra ’89 og op gennem 90’erne. Med den karismatiske mørkemand Trent Reznor i spidsen såvel som bagmand fusionerede Nine Inch Nails industrial-musikkens hårde elektroniske beats og industrielle lyd med melodiøse og tekstfokuserede sange, der gav musikken et mere imødekommende ansigt.

Reznor opnåede samtidig kultstatus gennem sin mørke personlighed og sans for provokation. Blandt andet indspillede han 1994-albummet "The Downward Spiral" i det hus, Charles Manson og hans bande i 1969 myrdede skuespilleren Sharon Tate og flere andre. Reznor var også medvirkende til sin åndsbroder Marilyn Mansons massive gennembrud ved sin produktion af dennes 1996-album ”Antichrist Superstar” og har endvidere arbejdet på soundtracks til film som ”Natural Born Killers”, ”The Crow” og ”Lost Highway”. Som Nine Inch Nails-hovedkraft har han dog ikke været særlig produktiv, blandt andet grundet skriveblokering, og har derfor kun lavet fire fuldlængde-studiealbum fra og med debuten, senest ”With Teeth” fra sidste år. Til gengæld har han udsendt to remixalbum og et live-ditto. Og ifølge Nine Inch Nails' fanklub, The Spiral, skulle der faktisk være et nyt album klar til april, hvor koncerten som nævnt også finder sted.


Billetter sælges Billetlugen og landets Fona-butikker, og forsalget starter mandag 6. november kl. 10:00. Grundet Store Vegas i Nine Inch Nails-sammenhæng relativt lille størrelse er billetsalget er begrænset til 4 billetter per person.

Nine Inch Nails' hjemmeside


ANNONCE