Nyhed

Ny bog om Otto Brandenburg på GAFFA Forlag

GAFFA Forlag udgav tre bøger i 2005 og opgraderer nu indsatsen. Nyeste skud på stammen er en bog om Otto Brandenburg.

Forfatteren Frank Toft-Nielsen er manden bag bogen "Otto Brandenburg – Spor af en Baggårdspuma", som skildrer sangeren, entertaineren, skuespilleren og livskunstneren Otto Brandenburg. For første gang samles alle aspekter af hans liv i en stor, gennemillustreret biografi, som indeholder massevis af historier om manden, alle kender som baggårdspumaen.

En af hovedpointerne i bogen er, at Brandenburg ikke kun bør ses i pop-nostalgiens lys. Han har nemlig mestret et hav af andre genrer: jazz, komedie, drama, film og revy. Og det spændende ved Otto Brandenburg er netop hans alsidighed og hans evne til at give dele af sig selv i de mange roller, han har haft. Bogen tager os med på jagt i de spor, pumaen har sat gennem tiden. Fortæller om op- og nedture, sejre og skuffelser og små og store øjeblikke.

Forfatter Frank Toft-Nielsen:
- Det har ikke været meningen at skrive en dybsindig hvidbog eller en sladderagtig kioskbasker. Og slet ikke en ensidig, næsegrus og rosende gang røg. Derimod er det bogens hensigt at tage så mange nuancer med som muligt.

Henrik Tuxen, forlagsredaktør på GAFFA Forlag:
- Det væsentligste for os har været at fortælle historien om et menneske og en kunstner, som fortjener at få sit enorme virke og engagement anskueliggjort.

Flere bøger på vej
GAFFA forlag har indgået en distributionsaftale med ArtPeople og planlægger at udgive en jævn strøm af musikrelaterede bogudgivelser i årene fremover. Blandt forlagets øvrige udgivelser er blandt andet biografien "I Pearl Jams fodspor". I øjeblikket arbejder forlaget på flere nye projekter, heriblandt en bog om bandet Nephew skrevet af Thomas Borre. Bogen om Nephew med tilhørende dvd er ude til februar.

Indtil videre fokuserer forlaget dog på udgivelsen af "Otto Brandenburg – Spor af en Baggårdspuma", som er på gaden den 14. november. Den kan forudbestilles via GAFFA Shop på nedenstående link.


GAFFA Forlag

Forudbestil bogen HER

ANNONCE