Nyhed

Nyt Nephew-album begejstrer

Anmelderroserne regner ned over ”Interkom Kom Ind”. Formiddagspressen dog en anelse forbeholden.

Billede: Søren Solkær Starbird

Nu er den her så – opfølgeren til Nephews massive 2004-gennembrud ”USADSB”. Og kan det nye album, ”Interkom Kom Ind”, Nephews tredje, så leve op til de tårnhøje forventninger, der har gjort albummet til en af årets absolut mest imødesete danske cd’er?

Ja, det er der noget, der tyder på. I hvert fald har anmelderne været gavmilde og drysser med rund hånd femstjernede anmeldelser ud over de fem nevøer.


GAFFA var allerede på gaden med sin femstjernede anmeldelse 28. september, hvor Jeppe Krogsgaard Christensen blandt andet skriver: ” Nephew er tilbage, og de forekommer hverken at være tynget af egne eller andres forventninger. I stedet har de taget den handske op, de kastede på cover-pladen ”Værsgo 2” fra sidste år og fundet samme mørke, tætvævede lyd, hvilket i den grad klæder melodierne”.

Ungdomsbladet Tjecks oktobernummer er helt oppe på de maksimale seks stjerner, og en begejstret Mette Camilla Melgaard skriver blandt andet: "Det er en meget overbevisende opfølger, Nephew har leveret. Det er blevet mørkere og hårdere siden sidst, men lyden er stadig deres egen. (...) Føj, hvor er det fedt!"

I går fulgte Politiken op med endnu en femstjernet anmeldelse, og i dag følger Jyllands-Posten så trop. Politikens Erik Jensen skriver blandt andet: ”Fra start til slut er Nephews tredje album en sammenhængende helhed. Inspirationen fra firserne og forbillederne er stadig tydelig, men det personlige og egenartede står stærkere og stærkere.” Jyllands-Postens Anders Houmøller Thomsen har følgende dom: ”Man risikerer afhængighed af det nye album, for samtlige numre drager med en nærmest absurd melodisk magnetisme og dramatik, der gør Nephew konkurrencedygtig i forhold til idolerne i Depeche Mode.”


BT’s Dennis Drejer har følgende melding: ”Komikeren Kvamms abstrakte og mundrette tekster danner stadig sjove billeder, og han spiller godt til sammen med sine friske med-nevøer, lægen, musikeksportchefen, webmasteren og den kommunikationsstuderende.” Drejer synes dog kun, fem af numrene for alvor fænger, og han giver fire stjerner.

Den spritnye gratisavis Nyhedsavisens René Fredensborg er ligeledes en anelse mere forbeholden, men giver dog fire stjerner. Han skriver blandt andet: ”Nephew er ikke bange for et frækt lån, der nærmer sig decideret tyveri (fra Kliché og Kraftwerk, red.). De gør det åbenlyst, og de gør det med stil og personlighed.”

I bunden finder vi, ikke helt overraskende, Ekstra Bladets velkendt idiosynkratiske Thomas Treo, som kun giver tre stjerner, hvilket dog nærmest må betragtes som en ros, i betragtning af hvad Treo tidligere har skrevet om gruppen. Denne gang skriver han blandt andet: ”Gruppen konsoliderer deres velkendte udtryk i en ganske pondusfyldt produktion, der får både robot-rock og staccato-pop til at fungere som en mere homogen helhed, men fundamentalt er fremgangsmåde, facade og forbilleder uændret.” Dette lyder måske meget positivt, men Treo synes, Nephews 80’er-inspiration er for tydelig, og “størstedelen af lyrikken er regulær nonsens.”


Nephew signerer i øvrigt plader i dag i Stereo Studio, Ryesgade, Århus og på mandag den 9. oktober i Guf, Nørrebrogade, København, begge dage fra 16-17. De giver to udsolgte koncerter på VoxHall, Århus og Vega, København henholdsvis 9. og 10. november og drager til februar på en længere danmarksturné.

Nephews hjemmeside


ANNONCE