Det genåbnede pladeselskab Sonet Records under Universal afslører, hvor de vil satse deres penge.
Universal Music Denmark startede selskabet Sonet Records op igen i juli 2006. Selskabet ophørte ellers med at eksistere i begyndelsen af 90'erne, da Sonet blev opkøbt af PolyGram – som senere blev fusioneret ind i Universal.
Pladeselskabet Sonet var i 60'erne og 70'erne et markant dansk pladeselskab, der konstant var med til at præge musikkens udvikling med en lang række store danske pladeudgivelser. Blandt milepælene, der er udkommet på Sonet, er Povl Dissing-klassikeren ”Nøgne Øjne”. Også Young Flowers, Alrune Rod, Burnin' Red Ivanhoe og Niels Skousen er blandt de kunstnere, der har udsendt værker under Sonet-brandet.
Nu er det genåbnede selskab parat med deres første udgivelse. Æren er tilfaldet duoen Alice Sings The Petterson Songbook med deres selvbetitlede debut-album. Sonet beskriver stilen som en blanding af indiepop, jazz og cabaret. Dermed fortsættes traditionen med udgivelser af den mere originale slags, hvor ønsket om at være nyskabende er i højsædet. Albummet udkommer den 30. oktober.
Herunder er listen over, hvilke musikalske hopper og hingste, Sonet har fået indlogeret i stalden:
U$O
José González
Alice Sings The Petterson Songbook
Alex Puddu And The Butterfly Collectors
Gemstar 25
Maiken Ingvordsen
Kenneth Thordal
Høgni Lisberg
Medina
Velour
