Nyhed

Stor dansk hiphop-koncert på The Rock

Static & Nat Ill, Track72, Patchanka og masser af gæster kan opleves i København 31. oktober

Playground Music er Danmarks største distributør af dansk hiphop. Derfor benytter selskabet den igangværende Copenhagen Music Week til – i samarbejde med Evil Beauty Agency – at præsentere nogle af sine bedste danske kunstnere med internationalt potentiale. Arrangementet finder sted 31. oktober på The Rock i København – dét spillested kan nemlig også andet end at præsentere tråd, guitarsoloer og headbanging. Alt sammen sker under en vanligt hiphop-storskrydende overskrift: Dansk Hip Hop Extravaganza.

Programmet er som følger:
Track 72 (Tue Track) feat. ADL
Track72 teamer på denne aften op med svenske ADL. ADL er en af Skandinaviens mere markante rappere og foruden at være en fortrinlig freestyler leverer han en dynamisk sceneperformance. Forvent old-school-electro-hiphop.

Static & Nat Ill
Static & Nat Ill (billedet) er den klasssiske to-mands kombination: 1 dj og 1 mc i stil med Low Profile, Gangstarr, Eric B & Rakim, Pete Rock & CL Smooth. Static & Nat Ill er netop hjemvendt fra en omfattende Europaturné og medbringer en lang række af yderste markante gæster: Blueprint, Noize, Joe True, Per Vers og Jøden.


Patchanka
Inden hiphoppen for alvor får overtaget på The Rock, leverer det københavnske ska/reggae-orkester Patchanka dog en givetvis særdeles fodflyttende koncert. Og det kan anbefales at komme tidligt. De første 50 betalende gæster får nemlig Static & Nat Ills spritnye mixtape ”Night Shift Mixtape part 2” kastet i nakken!

Billetter til denne extravaganza kan købes på GAFFA Billet for den yderste beskedne pris af kroner 50,- Ved indgangen er prisen 75,-.


Køb billetter på GAFFA Billet

ANNONCE