Nyhed

The Darkness droppet af pladeselskab

Forsanger Justin Hawkins skred for nylig for at blive stofferne kvit. Nu skrider pladeselskabet også.

Kun dagen efter nyheden om forsanger og guitarist Justin Hawkins' (billedet) udmeldelse af bandet ser det ud til, at The Darkness’ pladeselskab Atlantics bæger er flydt over. Længe har rygterne svirret vedrørende Atlantics utilfredshed med bandet efter, at The Darkness anden plade "One Way Ticket To Hell And Back" floppede fælt.

Måske har pladeselskabet også været utilfredse med Hawkins' stofmisbrug, der som skrevet forleden har ført til forsangerens afgang. Ni uger i rehab, og Hawkins indså, at en fremtid som forsanger i The Darkness var uforenelig med at holde sig stoffri.

De resterende tre medlemmer i The Darkness vil ellers gerne fortsætte, bare med bassist Ritchie Edvards på mikrofonen, men det bliver øjensynligt ikke med Atlantics opbakning.


ANNONCE