Justin Hawkins forlader gruppen for at blive stofferne kvit
I august aflyste The Darkness deres koncert på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg, angiveligt fordi sanger Justin Hawkins var blevet syg. Hawkins har senere fortalt, at han i virkeligheden var gået på narkoafvænnning, og nu har han så taget skridtet fuldt ud og oplyst, at han simpelthen har forladt bandet for at blive stofferne kvit. “Det er tid for mig at komme videre. Det ville være ødelæggende for min helbredelse at fortsætte (i bandet, red.),” siger han til den engelske avis The Sun ifølge billboard.com. Han fortsætter: “Jeg beskylder ikke bandet for mit problem. Jeg er afhængig”.
De resterende bandmedlemmer har skrevet følgende i forummet på bandets hjemmeside: “Vi er kede af, at I har skullet finde ud af dette gennem aviserne, men vi håbede til det sidste minut på, at dette ikke ville ske. Vi – Dan, Ed og Richie – er stadig i chok og kan endnu ikke sige, hvad fremtiden vil byde på. I hører fra os, så snart vi ved, hvad vi vil.”
Britiske The Darkness fik et massivt gennembrud med 2003-debutalbummet “Permission To Land”, der igen gjorde firser-puddelrock, guitarsoloer, falsetstemme og spandextøj cool selv i hippe rockkredse. Opfølgeren fra sidste år, “One Way Ticket To Hell ... And Back”, blev slet ikke så stort et hit. Billboard.com citerer den amerikanske hitliste-kontrollant SoundScan for, at The Darkness’ toer kun har solgt 91.000 eksemplarer i USA, hvor debuten over there solgte 698.000 eksemplarer, og samme billede finder man i Europa. Gruppens koncert i Valby Hallen i marts var da også langtfra udsolgt.
The Sun beretter i øvrigt, at Justin Hawkins – når han engang er blevet clean, må man formode – har planer om et soloalbum og at skrive filmmusik.





