Nyhed

Arab Strap siger farvel

Efter ti år stopper den skotske duo, mens legen stadig er god

”Yes, dette er enden for Arab Strap”, indleder den skotske indie-duo på deres hjemmeside. ”Efter ti år med seks studie-album, tre live-album og alt muligt andet har vi besluttet, at fortællingen skal bringes til ende. Der er intet fjendskab, intet drama; vi føler simpelthen, at vi har kørt linen ud og "The Last Romance" synes for os den mest logiske afslutning på Arab Straps studie-eventyr. Alle elsker en happy ending!”

Live-eventyret er nemlig ikke helt slut for Aidan Moffat og Malcolm Middleton. Deres planlagte efterårsturné, bliver nu til en farvel-turné, der også bringer dem her til landet landet. De spiller på Vega den 23. og VoxHall den 24. oktober.

Også på udgivelses-siden kan fans glæde sig. En jubilæums-kompilation med sjældne sager fra støvede skuffer, b-sider og demoer udkommer 23. oktober, og samlingen får navnet "Ten Years Of Tears".


Både Middleton og Moffat har begge tidligere udgivet solo-ting. Aidan Moffat gør det dog under aliasset Lucky Pierre eller bare L. Pierre.

Arab Straps hjemmeside


ANNONCE