Nyhed

Debut på vej fra Green Concorde

Et samarbejde mellem Bonnier Music og Transistor Music fører nu til endnu en spændende udgivelse fra et dansk upcoming band.

Green Concorde har været længe undervejs og har varmet op for Spleen United, spillet overbevisende koncerter, bl.a. Spot 11, og udgivet flere demoer. Nu er tiden så kommet for udgivelsen af den rigtige debut, der får titlen "Ten Cities" og udkommer d. 22. januar 2007.

Og byer er netop blandt inspirationskilderne hos bandet, hvis mørke stemning og udtryk giver mindelser om diverse New York-baserede rockgrupper. Green Concorde har fulgt tendensen blandt upcoming bands og indspillet albummet først, for derefter at finde en passende deal, hvilket altså er lykkedes med Bonnier Music og Transistor Music. De to selskaber har i fællesskab netop udgivet Sidste Ambulance, og nu følger Davenport, Entakt og altså Green Concorde efter.

Samtidig har Green Concorde sikret sig en distributionsaftale med tyske Pop-U-Loud, der også har Figurines i stald, om udgivelse i Tyskland, Østrig og Schweiz engang i 2007. Albummet er i øvrigt produceret af Mr. Q fra hedengangne Tiger Tunes i tæt samarbejde med Green Concorde. Første single "The Anthem To Which We Fall" kan høres fra d. 21. september.


Lyt til tre numre fra det kommende album på MySpace
ANNONCE