Kulturminister, Brian Mikkelsen, var blandt talerne ved formiddagens pressemøde, hvor programmet for Copenhagen Music Week blev luftet.
Arrangementet foregår fra den 25. oktober til den 2. november og er blandt andet ment som en omfattende opvarmning til MTV Europe Music Awards den 2. november.
På mødet fremlagde arrangørerne dog ønsket om at Copenhagen Music Week skulle være en årligt tilbagevendende begivenhed. I løbet af de 10 dage arrangementet kører, vil mere end 170 danske og internationale kunstnere optræde rundt omkring i København. Blandt andre Pink, The Killers, Ron Sexsmith, Oh No Ono, Dicte, Infernal og mange flere.
Kulturministeren fremhævede blandt andet, hvorledes Copenhagen Music Week er med til at fremme eksporten af dansk musik, samtidigt med at den eksisterende københavnske musikscene understøttes. Apropos eksport vil der til lejligheden blive opsat en scene ved bagagebåndet i Københavns lufthavn, hvor danske bands vil performe for lufthavnens gæster.
Blandt de mange festivaler, der er repræsenteret i Copenhagen Music Week, er blandt andre Wundergrund, som med i alt 15 arrangementer fylder godt i det samlede program. Wundergrund har sammensat en række spændende koncerter, hvor den specielle konstellation af ny kompositionsmusik og popmusik er i fokus. Blandt andet kan man møde Jomi Massage og Dicte i alternative konstellationer.
Ydermere lovede Eventchef Martin Bender at programmet endnu ikke var fuldkomment. Det endelige program tæller således også et ekstravagant hiphop-show den 31. oktober, som Bender dog ikke ville kommentere yderligere på nuværende tidspunkt.
