Nyhed

GAFFA oktober er på gaden

Læs om blandt andre Nephew, Scissor Sisters og The Killers

Så er GAFFAs oktobernummer på gaden. 80 sider sprængfyldt med interviews, anmeldelser, temaartikler og meget mere.

I denne måned sætter vi blandt andet spot på Nephew, der snart er aktuelle med albummet ”Interkom Kom Ind”, opfølgeren til deres massive gennembrud ”USADSB”. Kan de komme igen efter den plade?

Vi har også et stort interview med Scissor Sisters, der understreger, at de er meget mere end et danseband. The Killers fortæller om, hvordan det er at være mormoner i Las Vegas. Og vi bringer et interview med danske The Broken Beats ledsaget af noget så usædvanligt som et bandfoto, hvor forsanger Kim Munk er splitterravende nøgen.

Vi indleder desuden en ny serie om de mere ukendte stjerner i dansk rock – de dygtige musikere, der står lidt i skyggen af stjernerne. Vi lægger ud med Rune Kjeldsen, guitarist i blandt andre Kira And The Kindred Spirits.

”Hvor blev guitarsoloen af?” spørger vi i en temaartikel. For er det ikke længe siden, man har hørt en rigtig god guitarsolo?

Du kan også møde Lily Allen, Nerina Pallot, Karl Bille og Thomas Buttenschøn og Clemens’ nye rap-metal-projekt Die Dumme Dänen. Og Jens Rohde, afgående politisk ordfører for Venstre og kommende chef for TV2’s nye radiokanal fortæller om sin favoritmusik i serien ”finale”.

GAFFA finder du på en lang række uddannelses- og kulturinstitutioner og caféer landet over.

ANNONCE