Hele tre ting fra Hollywoodstjernen Juliette Lewis og hendes band - singleudspil, album og koncert
Hollywoods egen natural born killer-stjerne Juliette Lewis og hendes band The Licks, der giver koncert i Pumpehuset i København den 23. oktober (og der er ikke udsolgt endnu!), har i forbindelse med deres kommende pladeudgivelse datosat udgivelsen for deres første single, ”Hot Kiss.”
2. oktober udkommer pladen ”Four On The Floor,” og det er blot bandets anden pladeudgivelse, men ugen forinden, 25. september, rammer singlen ”Hot Kiss,” med Nirvana og Foo Fighters trommeslager Dave Grohl som gæsteoptræder, pladepushernes boder overalt i Europa. Kan man ikke vente så længe, så kan ”Hot Kiss,” allerede nu høres på Juilette And The Licks’ officielle hjemmeside.
Det har ikke skadet Juliette And The Licks’ karrieremuligheder, at Juliette Lewis har været med i sådan cirka 31 Hollywoodfilm, men bandet har nu retfærdigvis og alligevel forstået at manifestere sig på den alternative rockscene, som et særdeles energisk og kompromisløst band.