Nyhed

Liza Minnelli giver koncert i København

Den 60-årige entertainer kan opleves i Tivolis koncertsal til april.

For fem år siden blev Liza Minnelli ramt af hjernebetændelse. Mange troede, at det blev slutningen på den verdensberømte musicalstjernes karriere.

Minnelli rejste sig imidlertid igen og udsendte allerede i 2002 albummet "Liza's Back". Samme år begyndte hun ligeledes at lave shows igen.

Liza Minnelli er en dame med en meget lang karriere bag sig. Hun debuterede allerede som 3-årig, og da hun var 10 år, var hun vært for den første tv-udgave af musicalen "Troldmanden fra Oz".


Sidste år gav Liza Minnelli et storstilet show i Århus Musikhus og kan altså opleves i Danmark igen til foråret, denne gang i Tivolis nye koncertsal. Koncerten foregår den 24. april, og billetter kan købes via Billetnet fra den 11. september.


ANNONCE