Nyhed

Rock-konger hjælper über-legende

Rock-grundlægger Jerry Lee Lewis’ kommende plade bliver spækket med prominente superstjerner.

Som en anden rap-stjerne har den snart 71-årige rock n’roll-grundlægger Jerry Lee Lewis samlet en mængde superstjerner til at gæsteoptræde på hans kommende album ”Last Man Standing”, der udkommer den 27. i denne måned.

Selveste The Boss, Bruce Springsteen, der helt aktuelt netop dyrker de traditionelle rødder med sit Seeger Sessions-band, har meldt sig under Lewis’ fane. Også Neil Young slutter op sammen med Mick Jagger, Ronnie Wood og Keith Richards fra Rolling Stones. Jimmy Page fra hedengangne Led Zeppelin og gode gamle Eric Clapton er også listet som medvirkende i den, i forvejen, imponerende combo, men her slutter festen slet ikke. Gør dig selv en tjeneste at se, hvem den gamle dreng har fået skrabet sammen. Klik dig hen til hans officielle hjemmeside via linket nederst på siden.

Jerry Lee Lewis er i sandhed en legende. Han var med helt fra start, brød igennem anno 1957, og har nærmest lavet plader lige siden. Lewis’ diskografi er længere, end Rundetårn er højt – og stakken med sladder-historier fra hans, og rock'n’rolls, vilde ungdom har nogenlunde samme mål.


Hvem har for eksempel ikke hørt 1957-hittet ”Great Balls Of Fire”? Og hvem har ikke hørt om hans store kugler af ild, der i den grad truede med at ødelægge hans karriere, da han året efter besluttede sig for at ægte sin kun 13-årige kusine?

Med denne tabu-overskridelse begik han, næsten, karrieremæssigt selvmord, inden han overhovedet var kommet ordentligt igang. Pressen var efterfølgende fast besluttet på at korsfæste superstjernen – på trods af et fuldt ud lovligt giftermål.

Som et stykke elefant-græs i vinden lykkedes det dog langsomt Lewis' at svirpe tilbage over næsten ti år med modgang og blacklisting. Disse hårde betingelser tvang klaver-bokseren til spille på de mindste barer for håndører. Kusinen Myra Gail Brown og Lewis' lod sig skille i 1970.



Jerry Lee Lewis' hjemmeside


ANNONCE