Guitarrockerne er på deres The Best Tour Ever Tour i Tyskland. Læs sidste rapport fra frontlinjen.
The Best Tour Ever Tour (a.k.a. The Electro Bitch Is Lying Again Tour a.k.a. The Tour formerly known as Sad But Expensive)
Tyskland 2007
Søndag den 25. marts, München
Vores anden off-day tilbringer vi i München med at vaske tøj og kigge på tyskere med sjove frisurer. München er tydeligvis en særdeles rig by, og der ligger en irriterende tyk tåge af snobbisme over den. Heldigvis er der ingen skyer, som bayerne kan stikke deres næser op i. Himlen er blå, og solen skinner uanfægtet. Vi nyder at få garderoben genopfrisket, og efter en tur i tørretumbleren sidder jeansene ekstra tight.
Mandag den 26. marts, München-Chemnitz
Det tager små fem timer at komme fra München til Chemnitz i det østligste Østtyskland. Men vi kører ind i en anden verden. Hvis München er én stor spejlfacade, så er Chemnitz én stor fabriksskorsten. Overalt ser vi forladte bygninger, der flere steder antager karakter af ruiner. Chemnitz er egentlig fascinerende i al sin rå grimhed, men byen er samtidig lige så karakterløs som München – bare i den anden ende af et socioøkonomisk kontinuum.
Spillestedet er endnu en trang kælderscene med lave, hvælvede lofter, flere små rum og masser af atmosfære. Vi skal spille sammen med Boom Box Six fra Manchester, som er på deres femte uge på vejene og kommer lige fra Kroatien. Da vi starter sættet, bliver publikum siddende inde i rummet ved siden af, hvor de kan se os på en lille 14 tommers skærm. Det virker weird, men stemningen er udmærket, da vi kommer ”ud”. Scenariet gentager sig under englændernes koncert, så sådan gør man åbenbart i Chemnitz. Efter koncerten byder værten på hvidløgssnaps, en tradition på stedet, som Morten mener skal holde de lækre musikere fra de lokale piger. Det gør det også.
Tirsdag den 27. marts, Chemnitz-Leipzig
På vores sidste off-day vågner vi sammen med Boom Box Six i et nedlagt værksted, der er omdannet til en interimistisk bandlejlighed med en masse madrasser i det, der engang har været kontor, og endnu flere sofaer i selve værkstedet. Vi siger farvel til englænderne, og efter en gang sen morgenmad i det lokale indkøbscenter kører vi mod Leipzig.
Englænderne gennembombede Leipzig under Anden Verdenskrig, men siden murens fald har Leipzig gennemgået en omfattende renovering, og den fremstår i dag som det tidligere Østtysklands måske smukkeste by. Vi checker ind på et hostel, og sætter os for at udnytte det fremragende vejr til at få set noget af den. Vi kommer bl.a. forbi Moritzbastei, hvor vi skal spille om onsdagen. Det er et imponerende halvmåneformet bastionsanlæg i tre etager, alle under gadeplan, som i dag huser et af Europas største studenterhuse. Om aftenen spiser vi dårlig mad serveret af en klam Jean Claude van Damme-type på en kartoffelrestaurant. Ikke nogen udtalt succes.
Onsdag den 28. marts, Leipzig
På hostellet starter vi dagen med en fesen morgenmad bygget op omkring top-tørre teboller, der vel bedst beskrives som rasp, lige før det bliver til rasp. Resten af dagen slapper vi af i Leipzig, som stadig er smuk, og nyder vejret, som fortsat er fremragende.
Backstage på Moritzbastei er et cool lokale med den funny feature, at ens stemme lyder, som om den bliver forstærket af et middelstort PA-anlæg, hvis man står og taler et bestemt sted. Vi skal varme op for tyske Neuser under de bastante hvælvinger i bastionen. Men da det bliver show-time, går det op for os, at det bliver en sej omgang at indtage den gamle fæstning. Publikum har røven solidt plantet på bænke langs lokalet, endda på trods af flere opfordringer fra Morten, varierende fra ”you’re welcome to come closer” til ”is this a sitting concert?” Da Neuser går på, går det op for os, hvorfor det kedelige publikum er dukket op. Det er tydeligvis for at høre lam radio-pop-rock, der er ligeså kedeligt som dem selv. Men maden bagefter er god.
Torsdag den 29. marts, Leipzig-Berlin
Vi tilbringer natten på Flower Power, en gennemført hippie-bar med farverige tæpper på væggene, et farverigt klientel i baren og en smadret bandlejlighed ovenpå. Kl. 9 slæber vi vores kroppe og kufferter ud i bussen og kører mod Berlin, hvor vi skal spille på Rosi’s.
Efter at have checket ind på hotellet, følger vi Lars Lyd til banegården, hvor han skal nå et tog hjem til en koncert i DK. Det er trist at sige farvel til Lars, der har været intet mindre end fantastisk at have med. Vi begynder også at se frem til selv at vende hjem. Men først er der lige tre vigtige jobs tilbage.
Rosi’s minder om et gammelt, smadret parcelhus med mexicansk inspireret udendørs bar, hvor der sælges store Bockwurst mit Brötchen. Da vi efter en pizza på en nærliggende restaurant vender tilbage til stedet, bliver vi til vores overraskelse mødt af vores manager, Lars Kudsk, som uden vores vidende har taget en forlænget weekend i Berlin med sin kone Anette. Vi spiller efter danske The Aim, og koncerten forløber ganske fremragende. Publikum tager rigtig godt imod os, og flere af dem synger med på teksterne.
Fredag den 30. marts, Berlin-Hamburg
Vores GPS-electro bitch har fundet tonen og gelejder os nemt og bekvemt ud af Europas fascinerende hovedstad. Turen fra Berlin til Hamburg er omtrent så snorlige som strækningen fra Aulum til Karup, hvilket betyder rendyrket fugleflugt. Det bliver dog aldrig rigtig kedeligt, da booker Jan har sat sig for at benytte lejligheden bag rattet til at underholde bussen med en omgang Super G-slalom Autobahn-style. Han lader ikke Bode Miller meget tilbage og får os til vores tyske hovedkvarter i en fin tid.
Vi spiller på Molotow, en cool club i hjertet af Reeperbahn, som har !!! på plakaten to uger senere. Stedet ligger i en nedlagt parkeringskælder, og der er lavt til loftet. Back stage er en endnu mere lavloftet og rødt belyst hule, som på magisk vis er gemt af vejen i midten af det hele. Klokken et går vi på og giver vores absolut bedste show på touren. Hamburgerne går amok, og vi er super glade for, at vi har givet dem og gutterne fra vores tyske pladeselskab Pop-U-Loud en mindeværdig oplevelse.
Lørdag den 31. marts, Hamburg-Flensborg-København
I Flensborg venter vores trofaste chauffør Gordon med tre af Concordens bedre halvdele, så der bliver gået en tand ekstra til tandpastaen og deodoranten, inden vi forlader Molotows bandlejlighed.
Før vi kører mod Flensborg, skal vi hente gearet på Molotow, hvor vi bliver lukket ind af en sej gammel punker. Han fortæller livligt om, hvordan han natten forinden har fået besøg af en jaloux eks-kæreste, der har smadret hans vindue med en brosten. ”My worst night ever”, siger han. Og tilføjer: ”It was amazing!”
Ved Volksbad i Flensborg er gensynsglæden med de bedre halvdele stor, og der udvikler sig i løbet af aftenen en mindre fest back stage. Vi går på lidt over elleve og fra første akkord kaster en tre-fire piger sig ud i den vildeste pogo foran scenen. Resten af publikum forholder sig et tandsæt roligere, men ikke mindre end at de taktfast råber os tilbage til ekstranumre. Da vi kommer op på scenen igen, får vi stukket champagne i hånden af Jan. Vi skåler med hinanden, med Flensborg og med resten af Tyskland, inden vi fyrer op for tourens sidste Toxic Symphony.
