Nyhed

RJD2 gæster Århus

Den amerikanske musiker dukker op med band på Fabriken 14. juli

Bag det robotagtige navn finder man den 30-årige Ramble John Krohn, der i 2002 imponerede med debuten "Deadringer", hvor han både som dj og multiinstrumentalist kom med et banebrydende og unikt bud på, hvad hiphop også kan være.

Over tre plader og diverse samarbejder har RJD2 udvidet sit udtryk, der oprindeligt trak på jazz og soul, til på sit seneste album, "The Third Hand", at være gået så langt som til at spille alting selv i stedet for at benytte sig af samples, og stilen er nu nærmere indiepop end hiphop.

Når RJD2 dukker op på Fabriken, er det hans eneste show i Danmark i denne omgang, og som en del af den musikalske udvikling dukker den tidligere soloartist op med fuldt band. De medbragte musikere tager både de gamle hits og materialet fra den seneste plade under kærlig behandling, og da RJD2 naturligvis ikke går nogen steder uden sine 1210'ere, burde der være noget for både fans af det gamle materiale og fans af det nye.


RJD2 gæster Fabriken 14. juli, og billetsalget er netop startet.

Køb billet via GAFFA Billet


ANNONCE