Særdeles limited edition old-school-hiphop-mixtape-cd kan blive din
Per Vers – også kendt som Per V – er et af de helt store koryfæer på den danske hiphop-scene. Anerkendt for sin forrygende freestyle-rap og sine begavede, ordspilsrige tekster, og så har han været med i rigtig mange år. Først i gruppen Sund Fornuft og senere som solist, som han blandt andet kunne høres på sin anmelderroste solodebut fra 2005 ”Vers 1.0”, blandt andet kendt for hittet ”Black Power”.
Nu har Per så lavet en særlig mixtape-cd, som kun udkommer i ganske få hundrede eksemplarer og kun kan erhverves til udvalgte koncerter, og så vindes på lige så særligt udvalgte danske sites – blandt andet GAFFA.dk
Cd’erne er en hyldest til hiphoppen, som den lød, da Per Vers blev ramt af hiphoppen i 1989. Per har selv formuleret en meget formfuldendt præsentation, som GAFFA.dk ydmygt citerer uforkortet, da vi slet ikke kan konkurrere med denne sprogets mester. Konkurrencespørgsmålet følger nedenfor:
Per Vers’ pressemeddelelse
”I 1989 faldt Berlinmuren, og Per faldt for hiphop. I dagene, hvor 80’erne blev til 90’erne, blev 12-årige Per Uldal med et slag til Per Vers, da radioprogrammet Mandags HipHop (på P3, red.) rammer ham med en milepæl gennem hjertet.
Den slags mærkedage skal fejres, og det gør Per med mix-cd’en ”Retro Respekt”, der zapper os tilbage til Danmarks første rendyrkede rap-radioprogram. Efter at han ad hemmelige omveje har bemægtiget sig alle radioprogrammerne i knivskarp lydkvalitet, er de 16 programmers musik blevet håndplukket, raffineret og destilleret ned til 20 numre fra 1989, der står som urørlige klassikere og er en stadig inspiration i den Verske verden. Kort sagt er denne cd en bangin’ bootleg med beats fra en Battle-champs begyndelse med briller, bumser, branderter og brølere.
Per Vers springer her ud som hiphop-historisk dokumentarist og collage-kunstner, med en sans for detaljer, der tillader mange gennemlytninger. Han fører ved hjælp af en meget præcis klippeteknik samtaler med 2Pac og Busta Rhymes om, hvad der holdt i 89, og gi’r klassikerne selskab af 3 spritnye numre, der med stor homie-humor nyfortolker og fordansker numre fra dengang. Selv unge hiphoppere, der aldrig har lyttet til eller hørt om Big Daddy Kane, MC Lyte og Nice & Smooth, vil kunne nyde mix-cd’en i sin historiske helhed, hvor Per for at fuldende tidsrejsen klipper lydbidder fra 1989’s nyhedsprogrammer ind mellem rapperne.
Tidsånden afspejles af de idealistiske interviews med MC Einar, Rockers By Choice, Jeppe Bisgaard og Henrik Dr. Jam Milling, hvor rap på dansk var nyt og ikke velset af alle. Til slut hører vi programmets vært DJ Soulshock anno 2007 se tilbage på sin tid som hiphop-forkæmper på P3 fra sin nuværende position som platin-producer bosat i Los Angeles. Kort før Mandags Hip Hop gik i luften, producerede DJ Soulshock intet mindre end Danmarks første hiphop-plade ved navn "Break The Limits", og på ”Retro Respekt” kan du med ophavsmandens velsignelse tilegne dig dette nummer på cd for første gang.”
”’Retro Respekt’ er første knald i forårets tre-trins-raket af limited udgivelser fra Pers hånd. I april udkommer ”Vers 64.0”, et koncept-remix, hvor DJ Noize genbruger Pers vokalspor fra debutpladen ”Vers 1.0” (2005), og udskifter al musik med nye beats, der er bygget op udelukkende af lyde og musik fra den legendariske Commodore 64 computer. I maj udkommer ”Smells Like Team Spirit”, der er en opsamling af produktive Per V’s gæsteoptrædener siden ”Vers 1.0.” Listen over kollaboratører tæller bl.a. Jokeren, BliGlad, Revoltage, Static & Nat-Ill, Promoe og mange flere."
Og så spørgsmålet:
Som sagt kunne du være en af de heldige, der vinder denne helt specielle mixtape-cd. Alt, du skulle gøre for at deltage, var at svare rigtigt på nedenstående spørgsmål. Og svaret er: Per Uldal.
De heldige vindere, der modtager præmierne i nærmeste fremtid, er som følger. Tillykke!
Morten Malmros Jespersen
2200 Kbh N
Catharina Carstensen
8000 Århus C
Martin Diedrichs
3000 Helsingør
Anna Marie Dam
8260 Viby J.
Majurran Veethividangan
7400 herning







