Nyhed

Wolf Eyes, Growing og Thrones til Aarhus lørdag

Growing og Thrones besøger også København i næste uge

Det er ingen nyhed, at koncertarrangørerne LJUD er gode til at trække spændende musiknavne fra de smallere genrer til Århus, men man kan alligevel påstå, at de med lineuppet til denne lørdags arrangement har gjort det ualmindeligt glimrende selv for deres egen høje standard.

Øverst på plakaten står Wolf Eyes (billedet), der fik deres seneste album "Human Animal" kåret som 2006's femte bedste af det respekterede musikmagasin Wire. Den amerikanske trios musik trækker blandt andet på industrial, noise og metal og gør sig ganske bravt live. Wolf Eyes har omkring et årti på bagen og udgiver blandt andet på det legendariske Sub Pop label, som i sin tid opdagede Nirvana og i disse dage huser andre fine kunstnere som for eksempel Band of Horses, CSS og The Shins.

Før Wolf Eyes indtager scenen, er der mulighed for at opleve Growing og Thrones. Den amerikanske duo Growing spiller en blanding af electronica, støj og drone-rock med psykedeliske undertoner og udgav sidste år det glimrende album "Color Wheel" via Mogwais Rock Action Records. Thrones er et solo-projekt fra en vis hr. Joe Preston, som både har spillet med Earth, Melvins, sunn O))) og High On Fire, så det bliver nok hverken nogen stille eller kedelig affære.


Lørdagens koncert finder sted på VoxHall, dørene åbnes 20:30, og entréen er 90 kroner.

Growing og Thrones spiller også på Loppen i København kommende onsdag den 11. april.


Mere LJUD

ANNONCE