Nyhed

Genåbning af Rust udsat på ubestemt tid

Spillestedet og natklubben plaget af smøleri og omstændelig sagsbehandling

Mens det hele tiden har været planen og håbet, at spillestedet og natklubben Rust i København ville genåbne i løbet af september, ser fremtidsudsigterne nu noget mere dystre ud.

To måneder efter den påsatte brand i stedets garderobe står Rust i store træk tilbage i den tilstand, brandvæsenet efterlod klubben i. De nedslående meldinger betyder, at genåbningen er udsat på ubestemt tid, om end man forventer atter at kunne slå dørene op til fest og farver om tre-fire måneder.

Baggrunden for den markante udsættelse hænger ifølge Rust sammen med smøl i sagsbehandlingen. Sagen er den, at Københavns Kommune ejer den bygning, der huser Rust, hvorfor det er kommunens forsikring, der skal dække de bygningsskader, som branden forårsagede. Trods møder og flere henvendelser forlyder det imidlertid, at de forløbne to måneder primært er gået med en masse sagsbehandling. Godt nok har den også stået på rengøring og nedtagning af beskadigede bygningsdele, men håndværkerne er endnu ikke gået i gang med genopbygningen, og der foreligger ifølge Rust ingen plan for det videre forløb.


Den påsatte brand i Rusts garderobe fandt sted natten til den 20. juni. Det brændte i cirka en halv time på et mindre areal, men på grund af stedets sikkerhedsforanstaltninger spredte branden sig ikke. Røg-, vand- og bygningsskaderne var dog omfattende. Branden fandt sted uden for åbningstid, og der var ingen mennesker i klubben.

ANNONCE