Den århusianske sangerinde tilbage efter fire års cd-pause
Det er fire år siden, at den århusianske sangerinde Jette Torp sidst sendte en cd på gaden, men nu vender hun tilbage med et album, der i mere end én forstand er hendes eget. Således er musikken hendes egen og teksterne hendes egne på en plade, der tilmed udkommer på kunstnerens eget pladeselskab.
”MikrofonSangerinde” er titlen på albummet, der har været undervejs i to år, og som er blevet til i et tæt samarbejde med vennen Jan Kaspersen og manden Claus Pilgaard.
- Min sidste udgivelse, ”Past The Point Of Rescue”, havde begrænset succes, og i det lys fik jeg lyst til at prøve at gøre det på min egen måde, forklarer Jette Torp om baggrunden for selv at stå for alle tilblivelsesprocessens aspekter.
”MikrofonSangerinde” rummer to duetter; én med Dario Campeotto og én med datteren Sofie på 17 år, hvoraf førstnævnte, der bærer titlen ”Gi’ Mig Det Hele Igen”, er udsendt som single. Og så er pladen sammensat af lutter dansksprogede tekster.
- Det har været en fantastisk udfordring at skrive tekster på dansk. Det er umuligt at gemme sig og jeg er selvsagt meget spændt på modtagelsen, siger Jette Torp.
Tracklisten til ”MikrofonSangerinde”, der udkommer mandag den 24. september, tager sig således ud:
1. Det Værste Og Det Bedste
2. Finder Hjem
3. Hjerterhånd
4. Mærker Du (duet med Sofie Torp)
5. No One Never Came
6. Saturn Og Zeus
7. Gi’ Mig Det Hele Igen (duet med Dario Campeotto)
8. Slår Hinanden Hjem
9. Alene For Dig
10. Gi’ Mig Lov
11. Him-me-len
