Nyhed

Klub Sanz goes bananas på VoxHall

Marvel Hill, Jacob Faurholt og Maria Timm kan opleves live i Århus 25. august

Den århusianske Klub Sanz er kendt for koncerter med upcoming bands på den lille barscene, efter at lidt større navne har trådt op på VoxHalls store scene. Desuden har Klub Sanz budt på en række festivaler. I år har klubben således været vært for en metal- og en country-aften med lokale bands, og lørdag den 25. august står der så rock på programmet. Nemlig med de lokale navne Marvel Hill, Maria Timm og Jacob Faurholt.

Marvel Hill (billedet) har igennem det sidste halve år arbejdet hårdt i studiet med deres højspændte rock med kraftige elektroniske over- og undertoner. Anstrengelserne er blevet til debutalbummet “Heartless Is More”, der er på gaden 10. september og er produceret af den efterhånden næsten allestedsnærværende Troels Abrahamsen (Veto, I Know What You Know og snart The Floor Is Made Of Lava)

Maria Timm har tidligere spillet i Silver Rockets og The Broken Beats og er til daglig med i Marybell Katastrophy som bassist. Koncerten på VoxHall er debuten med hendes soloprojektet, og til lejligheden har hun samlet et seks mand højt band til at spille “Pop, der stritter”, med Maria Timms egne ord.


Jacob Faurholt udgav sammen med sit nu hedengangne orkester Sweetie Pie Wilbur i 2005 debutalbummet "Queen of Hope”, der gav anledning til supportjobs for navne som Efterklang, Grizzly Bear og CocoRosie samt showcases som Spot 11 og PopKomm-messen i Berlin i 2005. Jacob Faurholt har de sidste par måneder koncentreret sig om at færdiggøre sit nye soloalbum "Hurrah Hurrah", der snart er på gaden.

Marvel Hills hjemmeside


Maria Timm på MySpace

Jacob Faurholts hjemmeside

ANNONCE