Med danske Jon ”Joshua” Schumann ved producer-pulten inviterede de svenske rock-darlings GAFFA indenfor i studiet
Med et medlem mindre og med danske Jon ”Joshua” Schumann ved producer-pulten inviterede de svenske rock-darlings GAFFA indenfor i studiet til en smagsprøve på deres syvende album "Tillbaka Till Samtiden", der lander i butikkerne 15. oktober.
Som det første danske medie fik GAFFA en forsmag på svensk Kents syvende album, og dette i særdeles fornemme rammer. Den populære kvartet (guitarist Harri Mänty forlod bandet i starten af året, red) havde nemlig inviteret os indenfor i Allaire Studios på toppen af et idyllisk og frodigt bjerg nær Hudson River, to timers køretur fra den hektiske smeltedigel New York.
Med den danske Carpark North-, Kashmir- og Mew-producer Jon ”Joshua” Schumann ved pulten blev vi budt på ni af albummets sange. Første indtryk af sangene var, at der er kommet nye köttbullar på suppen, for efter det mørke "Du & Jag Döden"-album fra 2005 har Kent fremavlet et musikalsk meget lyst album, der til tider er helt dansabelt.
Blandt højdepunkterne er det slagkraftige electronummer Elefant med et Depeche Mode-feel, som Nephew ville midsunde, og de pulserende View Fra Luftslottet og Ingenting, der begge har enormt potientiale til at blive bandets største singlehits til dato. Af andre sangtitler kan nævnes "LSD System", "Tick Tack", "Vid Din Sida", "Berlin" og Ensammast I Sverige. Ved lyttesessionen pointerede bandet, at titlerne muligvis blot var arbejdstitler, og en endelig albumstitel var heller ikke fundet endnu, men gruppen afslørede dog, at de havde overvejet den med vilje kitschede "Feeling I Bilen". Her to måneder senere ligger albumtitlen "Tillbaka Till Samtiden" dog fast.
I oktoberudgaven af GAFFA kan du læse et længere interview med Kent, hvor de blandt andet taler om, hvorfor valget faldt på Jon Schumann som producer, om hvorfor samarbejdet med Harri Mänty stoppede og deres kærlighed til danske Spleen United. Hvis du klikker "galleri", kan du se flere billeder fra Allaire Studios, dog ikke så mange af bandet, der til trods for stor gæstfrihed ikke følte sig klædt ordentligt på til mere end et par casual-fotos – man er vel rockstjerne!