Sangeren har sagt nej til 75 millioner dollars og en gendannelse af sit gamle band
Det har længe virket særdeles usandsynligt, at The Smiths vil blive gendannet, men det har ikke stoppet en række pengemænd fra at smide vanvittige tilbud efter Morrissey i håb om, at han vil fravige sine principper for ussel mammon.
Sidste år kunne sangeren afsløre, at Coachella-festivalen havde tilbudt ham og de tre øvrige eks-medlemmer fem millioner dollars for at give en koncert på festivalen, hvilket Moz ikke overraskende sagde nej til.
Nu er det kommet frem, at Morrissey er blevet tilbudt svimlende 75 millioner dollars (mere end 400 millioner danske kroner) for at spille 50 koncerter, hvor det eneste krav var, at han havde Johnny Marr med på scenen.
I en pressemeddelelse sætter Morrisseys pressefolk dog en stopper for spekulationer om, at han skulle overveje at tage imod tilbudet og fortæller, at fremtiden ikke vil bringe en Smiths-reunion turné.
Samtidig fortæller de, at den turné som Morrissey påbegynder 20. september vil være de sidste sangeren vil spille i meget lang tid.
"Med det i tankerne er alle spillestederne specifikt blevet valgt, da de er små og intime, så Morrissey kan se øjnene på alle blandt publikum, og så de tilstedeværende alle er midt i det hele. Ønsket er, at alle skal gå ud med nogle fantastiske minder, da ingen ved, hvad fremtiden bringer".
Den sidste lidt kryptiske melding har allerede fået folk til at spekulere i, hvorvidt Morrissey har tænkt sig at lægge turnélivet på hylden. Men inden da skal han altså lige spille omkring 40 koncerter i USA i løbet af efteråret.