Razorlight – en giftig slange i egoland

Da Razorlight dukkede op på det britiske rockkort for to år siden, var det med en sjælden selvtillid, der ellers kun forbindes med veteraner. De engelske medier var og er i tvivl om, hvorvidt de skal grine af den arrogante frontmand Johnny Borrell, eller om de bare skal melde sig under bandets selvhejste hype-faner. GAFFA undersøgte sagen.

Interviewet har tidligere været bragt i GAFFA august 2006

Med en selvtillid, der kan måles på Oasis-skalaen, er Johnny Borrell i fuld gang med marchere ind i rockannalerne. I frontmandens første større interview beskrev han sig selv som sin generation bedste sangskriver, og den 26-årige London-knægt ser sig selv som mere talentfuld end Bob Dylan, Oscar Wilde og Charles Dickens. Nej, selvtilliden fejler bestemt intet, og det er sikkert heller ikke tilfældigt, at Borrell som en anden indie-rock-helt er klædt helt i hvidt, når han er på scenen.

Som teenager dannede Borrell et band sammen med de jævnaldrende Pete Doherty og Carl Barat (senere The Libertines), og det var på samme tidspunkt, han begyndte at tage heroin og lsd regelmæssigt og modellere sig selv efter rockens vilde helte. Misbruget er blevet lagt på hylden, men Johnny poserer stadig efter rock’n’roll-abc’en det bedste, han har lært.

Debutalbummet "Up All Night" er netop blevet fulgt op med et stærkt modnet og klassisk-klingende titelløst album. I den forbindelse mødte GAFFA den engelske halvdel af Razorlight bestående af Johnny og trommeslager Andy Burrows over en omgang øl tilbage i maj og tre uger senere bandets svenske halvdel bestående af guitaristen Björn Ågren og bassisten Carl Dalemo til en omgang pyt i pande og vegetar-brunch med dertilhørende sort te i restauranten på Hotel D'Angleterre.

Idoldyrkelse
Sidste gang, bandet var i København, var det som opvarmere for U2 i sommeren 2005. Johnny erindrer tydeligt besøget:
¬ Vi havde den bedste dag i København, for jeg fik mødt coole mennesker som Thomas Vinterberg og Thomas Bo Larsen. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Wov, det er sådan her, livet burde være.” Jeg er stor fan af deres værker, og det var første gang, jeg havde mødt nogen, som jeg virkeligt respekterede dybt, som også kunne lide min musik. Festen er en af filmhistoriens vigtigste værker. Sean Penn var også med til efterfesten, men for mig er han bare endnu en Hollywood-stjerne. Han taler ikke direkte til mit hjerte, som for eksempel Festen gjorde.

I har også lige arbejdet sammen med et af dine andre store idoler, Johnny.
– Ja, vi var i studiet med Ray Davis (fra The Kinks). Han ringede til os og spurgte, om vi ville være med til at genindspille "Sunny Afternoon", og jeg stod klar på hans dørtrin, inden jeg kunne nå at råbe ja.

– Vi har også lige spillet sammen med et af mine helt store idoler, indskyder Andy ivrigt. Under en af vores koncerter kom Roger Daltrey (fra The Who, red.) ind og sang "Summertime Blues" med os. Det var simpelthen så surrealistisk, og da han begyndte at svinge mikrofonen rundt, var jeg nødt til at kigge væk, for ellers kunne jeg ikke koncentrere mig om at spille.

Nu, hvor I har fået smag på det søde liv og begyndt at omgås kendisser, er der vel også sket en ændring hos jer tekstmæssigt?
– Jeg har arbejdet hårdt på, at mit liv ikke skulle ændre sig, og jeg har virkelig prøvet ikke at skrive om berømmelse, for det bliver altid kedeligt. Jeg hader sange, hvori der bliver pylret over succes og berømmelse. Jeg ser det som en fornærmelse af lytterne, for de kan pludselig ikke relatere til musikernes liv længere.

Hug fra den giftige slange
Man må formode, at Razorlights uhyre smittende og fængende rock er hovedårsagen til den megen omtale i hjemlandet, men man kan til tider blive i tvivl, når det gælder britiske medier. Bladrer man igennem bandets scrapbog, ser det unægteligt ud, som om den hyppigste årsag til spalteplads er Johnny Borrells hang til at svine kollegaer til i stor stil. Sidste år konstaterede Johnny, at den tidligere makker Pete Doherty var et fjols, der lavede intetsigende musik på grund af de mange stoffer, han indtog. Doherty svarede igen ved at nikke Borrell en skalle og karakterisere ham som en giftig slange. Tidligere på året langede Borrell ud efter debutanterne The Kooks, som han sagde bare var en dårlig kopi af Razorlight, og at de i øvrigt havde prostitueret sig selv for at få airplay. Og så var der også lige en episode, hvor han knapt så gelinde fik kaldt The Strokes-guitaristen Albert Hammond Jr’s kæreste for en luder.

Hvad synes I om, at Johnny rakker ned på en masse andre bands, der egentlig burde betragtes som kollegaer?
– Det er ret fjollet, og der burde være plads til alle, svarer Carl, imens han ryster på hovedet over frontmandens store kæft.

– Det fjollede er også, at når Johnny går ud og sviner nogle bands til, så får de publicity, tilføjer Björn. – Så hvis der er et band, man synes stinker, så bør man da gøre alt, hvad man kan, for ikke at nævne dem og give dem gratis presse. Den engelske musikpresse er nogle sladderagtige kællinger. Da Johnny langede ud efter The Kooks til NME, sad reporteren og begyndte at savle, fordi han vidste, at sådan en historie ville sælge blade.

Jeg spurgte Johnny og Andy om, hvad de ser som den største forskel mellem den svenske halvdel og den engelske halvdel af bandet, og det første, de svarede, var, at I ikke bruger så mange penge.
– Ja, de synes, vi er nærige, indleder Carl, bare fordi vi ikke kører i taxier og i stedet tager bussen eller undergrundsbanen. Jeg sparer op til at kunne købe en lejlighed i London, og det kan man altså ikke, hvis man insisterer på at lade egoet flyve med første klasse altid.

Hvad ser I som den største forskel?
– Vi er mere rationelle, og generelt set er England ikke et særligt organiseret land.

– Vi tager brusebad, de tager karbad, bidrager Björn med. – Vi rengør vores tallerkner, efter at vi har spist af dem. Og så vasker vi hænder, efter at vi har været på toilettet.

Den sidste kommentar får Carl til at grine så voldsomt, at han må holde hånden op foran munden for ikke at spytte sin frokost ud over bordet.

– Ja, ja, og så tager vi et brusebad, efter at vi har været i karbad, for at skylle snavset af, når han at indskyde, inden latteranfaldet genindfinder sig.

– Men egentlig er de to meget anderledes. Andy kan godt lide at gå på pub med vennerne, fortæller Björn.

– Og Johnny har ingen venner, svarer Carl efterfulgt af et hånligt dobbelt svensk latteranfald over deres frontmands manglende sociale færdigheder.

Disharmonisk bandharmoni
Der dannes hurtigt et billede af et ikke særligt harmonisk band. For eksempel er Andy og Johnny fyldt med lovprisende ord over for albummets producer Chris Thomas (Pink Floyd, Sex Pistols, Elton John, Pulp med flere), hvorimod Carl og Björn udviser dybe frustrationer over nogle af de valg, der blev gennemtrumfet. Og hvor Johnny er bedøvende ligeglad med deadlines, har de to svenskere kun hovedrysten til overs for deres kaotisk arbejdende frontmand. Uanset hvor velspillende Razorlight lyder på plade, peger deres mangel på harmoni i en faretruende retning.

Johnny og Andy, sidste år varmede I op for U2, og I skulle have gjort det samme for Rolling Stones i år. Kan I se jer selv forsætte med at spille sammen i deres alder, eller er Razorlight en kortvarig og intens romance?

– Jeg vil gerne blive ved for evigt, eller i det mindste, til vi dør, svarer Johnny afklaret. – Når jeg dør, vil jeg blive husket for mit ego, så lad os håbe på, at mine sange kan leve op til det.

– Det er godt nok meget, meget langt væk, fremstammer trommeslageren Andy ved tanken om, at Razorlight skal fylde resten af hans liv.

Razorlight spiller på Danmarks Smukkeste Festival i Skanderborg fredag den 10. august klokken 23.30

Razorlights hjemmeside