25-året for hiphop-filmen fejres med et stort værk om filmen og hiphoppens fire elementer
I 1982 blev Charlie Ahearns spillefilm ”Wild Style” vist for første gang. Her 25 år efter er det nok ikke mange, der vil blive fornærmet, hvis man hævder, at skuespillet er tvivlsomt, men den historiske værdi som filmen har, kan der ikke pilles ved. ”Wild Style” formåede at samle hiphoppens elementer: graffiti, rapmusik, dj’ing og breakdance for første gang nogensinde, og med aktørerne fra New Yorks gader som skuespillere.
Blandt de medvirkende finder man fornemme navne som Grandmaster Flash, der som tidligere nævnt her på GAFFA.dk er blevet optaget i Rock’n’roll Hall of Fame, Rock Steady Crew og mange andre af pionererne fra dengang.
Nu har forlaget Powerhouse og det svenske undergrundsforlag Dokument udgivet bogen ”Wild Style – The Sampler,” der går bagom filmen og hylder hiphoppens historie. Bogen består af anekdoter, beskrivelser og baggrundshistorier og er rig på både nye fotos og gamle originalfotos, polaroids og stills fra filmen.
Wild Style – The Sampler
Charlie Ahearn
211 sider
Forlaget Dokument
