Nyhed

Grand Prix-bidrag kræves diskvalificeret

Et moldaviske bidrag til Melodi Grand Prix 2008 kritiseres for at hylde pædofili

Moldaviske Alexandru Bognibov ville gerne repræsentere landet i næste års Melodi Grand Prix med en sang, som utilsløret besynger kærligheden til 13-årige piger. Det vækker voldsom kritk over hele Europa.

"Jeg elsker pigerne på 13 år / 13 år og intet andet, mig, baby", hedder det i fri oversættelse, og videre i andet vers: "De lægger deres arme omkring mig og jeg går ned, ned".

Sangen var angiveligt oprindeligt ment som en vittighed, men kritikere har ualmindeligt svært ved at se humoren i det moldaviske indslag.


Også den normalt gemytlige danske mr. Grand Prix, Jørgen de Mylius, er indigneret: "Den skal bare ud af konkurrencen. Pædofili er ikke noget, man skal spøge med. Det er kriminelt og afskyeligt og hører slet ikke til i Melodi Grand Prix", siger han til Nyhedavisen.

Han fremhæver den russiske pige-duo T.A.T.U.s (billedet) Melodi Grand Prix-bidrag i 2003, der tematiserede lesbisk kærlighed, som et eksempel på en sang, der tidligere har forarget i Grand Prix-sammenhæng.

Han påpeger imidlertid, at der i det tilfælde ikke – i modsætning til i den aktuelle sag – var tale om forherligelse af noget kriminelt.


I Danmark eksisterer der ingen formelle regler for, hvad man må synge i en Melodi Grand Prix-sang. De facto er der dog grænser, forklarer DRs Grand Prix-chef, Mads Lindemann til Nyhedsavisen:

"Melodi Grand Prix skal afspejle det øvrige samfund, men det går for eksempel ikke, hvis man synger om at tage på sextur til Thailand eller at ryge en kæmpe pibe hash. Det passer bare ikke ind i showet".

Alexandru Bognibov røg dog i følge websiden ESC Today ikke med blandt de 12 sange, der skal med i den tv-transmitterede finale, hvor det moldaviske bidrag til den fælleseuropæiske finale skal findes.


ANNONCE