Hør Bobby Nobody og Cleo Malone live fredag den 14. december
Fredag den 14. december er det igen tid til Månedens Demo i Lades Kælder i København.
Der er denne gang dømt indie-pop over hele linjen, med et band fra København og et fra Århus. Bobby Nobody har en meget engelsk lyd og et levende overskud, primært præsenteret med den karismatiske frontfigur Sam Brox. Med sin medfødte Manchester-accent og overbevisende stemme får han det hele til at lyde let.
”En cool melodisk rock, der med stramme opbygninger får vredet en masse inspirationer ind i lydbilledet, og samtidig får det til at lyde som det naturligste i verden”, kunne man læse i GAFFA, om dette nye band med den højaktuelle lyd af dansevenlig, catchy og overraskende popmusik.
Med som support, hele vejen fra Århus, spiller Cleo Malone. De skriver rigtig gode sange og kan live fyre dem af kaotisk, muntert og medrivende. De stramme riff, det gode drive og de fængende melodier kom ikke helt med på indspilningerne, men kan gøre en stor forskel på scenen.
To let-tilgængelige bands, der alligevel gemmer på lag af lyd, idéer og overraskelser. En varm aften i en kold måned.



