Godt nyt for forbrugerne. Steve Jobs mener, man bør droppe beskyttelsen af musik
Når man køber et track på iTunes, er musikken kodet i formatet AAC. Det betyder, at man kun kan afspille musikken på en iPod, og ikke andre afspillere, og det betyder, at man ikke kan afspille musikken på mere end fem forskellige maskiner (computere, mp3-afspillere osv.) Systemet anvendes i stort set alle digitale musikbutikker.
Systemet hedder DRM (Digital Rights Management) og er lavet for at komme den voksende piratkopiering af musik til livs. Desværre er det blevet mere og mere tydeligt, at systemet ikke virker, og at forbrugerne er dem, der betaler prisen, når de bliver tvunget til at erstatte deres iPod med en ny iPod for fortsat at kunne afspille musikken. Eller pludselig ikke kan afspille den købte musik længere, fordi de har opbrugt deres 5 mulige maskiner.
Men nu blæser der nye lune vinde ind over forbrugerne. Sidste år var Bill Gates ude og tale for afskaffelsen af DRM, og nu har Apples Steve Jobs skrevet i et åbent brev, at man bør droppe DRM-beskyttelsen på musik.
I Frankrig har domstolene for lang tid siden besluttet, at DRM er krænkende for forbrugerne og forbudt iTunes at anvende DRM, og for nylig har de nordiske forbrugerombudsmænd også krævet, at Apple fjerner sin kopibeskyttelse. Så Steve Jobs har sikkert set skriften på væggen og ønsker at undgå sagsanlæg.
Hidtil har Apple dog forsvaret sig med, at de har bindende aftaler med musikbranchens fire store: Universal, Sony BMG, Warner og EMI, som sidder på 70 procent af musikmarkedet i verden – og at Apple grundet kontrakten med disse, er bundet til kopibeskyttelsesystemet, som firmaet bruger.
Men i går offentliggjorde Steve Jobs så det åbne brev, "Thoughts on Music", hvor han skriver, at DRM har spillet fallit og ikke har en chance for at blive en succes. Derfor beder han de fire store pladeselskaber om at afskaffe alle DRM-systemer.
Selv om iTunes er den suverænt førende distributør af digital musik, viser undersøgelser, at en iPod i gennemsnit blot har 22 musiknumre købt igennem iTunes-butikken. Og tal viser, at salget af online-musik er kraftigt dalende, hvilket formentlig kan tilskrives DRM. Jobs argumenterer derfor i sit brev, at pladebranchen alligevel tjener de fleste penge på at sælge musik uden DRM i form af cd'er.
Hvornår der så kommer i skred i tingene, må tiden vise, men eksperter spår at DRM uddør i løbet af 2007 – til gavn for alle.