Nyhed

Fremtiden byder på pap-covere

Warner viser vejen med nyt miljøvenligt initiativ, der pakker dine cd’er ind i pap – ikke plastic

De små indie-selskaber, og bands som f.eks. Pearl Jam, har gjort det i lang tid. Droppet plastikken til fordel for mere personlige og ikke mindst miljøvenlige cd-covere. Nu følger de store trop, skriver DigitalMusicNews.com

Warner Music Group, der er et af verdens fire store pladeselskaber, erstatter fra slutningen af marts de traditionelle cd- og dvd-covere af plastic, med en mere miljøvenlig model, lavet af genbrugspapir, eller "ecologically-enhanced paper packaging", som det hedder på amerikansk.

Initiativet kommer i kølvandet på den seneste rapport om global opvarmning, og den nye indpakning til cd’er er en del af en større omlægning mod mere miljørigtige vaner i hele Warner-koncernen.


Et skridt, der kan få de andre giganter til at gå samme vej, så plasticindpakningen på længere sigt helt forsvinder. Der er i hvert fald næppe tvivl om, at Warner både gør noget godt for klodens sundhed og for deres eget image.

ANNONCE