Aalborg lagde scene til et energisk samspil mellem band og publikum
Nephew startede i går på deres omfattende og næsten udsolgte Danmarksturné, der frem til april bringer de fem nevøer ud til deres mange fans i hele landet.
I går var der dømt turnéstart i Studenterhuset i Aalborg, og det blev ifølge GAFFAs anmelder Jan Lambæk Hansen en optræden, hvor både band og publikum var helt på toppen:
"Samspillet mellem band og publikum var fremragende, og da "Science Fiction & Familien", der er et af de bedste numre på det nye album, blev spillet, gik publikum amok."
Koncerten i det nordjyske sluttede med en omgang ekstranumre, der efterlod publikum tilfredse og vist nok også helt udmattede:
"Hele herligheden sluttede med tre ekstranumre, hvor "Worst/Best Case Scenario" igen fik publikum med på en omgang ”sing- and clap-a-long”, mens "Igen & Igen &" trak det sidste ud af publikum.", skriver Lambæk således i sin anmeldelse af koncerten.