Nyhed

Patti Smith giver ekstrakoncert

Rocklegenden spiller også i Den Grå Hal 20. juni

Billede: Toke Hage, fra koncerten på Train i Århus 28. august 2005

Grundet stor efterspørgsel til den udsolgte koncert med den legendariske sangerinde Patti Smith i Den Grå Hal på Christiania 19. juni, kan koncertarrangøren ICO meddele, at Patti Smith giver en ekstra koncert 20. juni i Den Grå Hal.

Patti Smith udsender 16. april coveralbummet ”Twelve” som bl.a. indeholder genindspilninger af sange med Jimi Hendrix, Bob Dylan, The Doors, Nirvana og Tears for Fears. Dette afslørede hun over for GAFFA allerede i august 2005, da hun spillede på Train i Århus og i Amager Bio. Og hun forsikrede, at det ikke skyldtes, at hun var løbet tør for inspiration:


– Jeg har lavet coverversioner helt fra "Horses" og altid forsøgt at gøre dem så personlige som muligt. Til gengæld kræver det ofte noget livserfaring at kunne lave en personlig fortolkning af sange, som måske er indspillet af mange andre, men det synes jeg efterhånden også, jeg har fået. Min stemme har også fået mere styrke og flere nuancer med tiden, sagde Patti Smith dengang – med eftertryk.

Levende legende
Patti Smith har, siden hun debuterede i 1975 med det banebrydende album ”Horses”, inspireret generationer af rockmusikere. Patti Smith har siden debuten markeret sig som den poetiske, intellektuelle punkrocker og har samtidig stået som en af de stærkeste kvindelige stemmer på den
amerikanske – som så mange andre steder mandsdominerede – rockscene.

”Horses”-albummet er en vaskeægte klassiker, der har haft stor betydning for en lang, lang række af senere kvindelige singer/songwritere, ikke mindst de lidt mere rå af slagsen, eksempelvis P.J. Harvey og danske Jomi Massage. Med sin betydning for punk, new wave og lyrisk rock er Patti Smith en af de kunstnere, der den 12. marts ved en ceremoni i New York optages i den amerikanske Rock and Roll Hall of Fame.


Gennem sin over 30-årige karriere har Patti Smith samarbejdet med sit legendariske band, der har været med fra starten. Bandet består af Lenny Kaye (guitar), Jay Dee Daugherty (trommer) og Tony Shanahan (bas, keyboard), der selvsagt også kommer til Amager Bio.

Billetsalget til ekstrakoncerten starter søndag 25. februar kl. 10. Billetter kan købes på Billetnet 70 15 65 65 eller Billetnet.dk


Patti Smiths hjemmeside

ANNONCE