Nyhed

Tidligere Raveonettes-guitarist har nyt i ærmet

Manoj Ramdas har skrevet musik til kommende TV2-serie

Undrer du dig over, hvad der blev af guitaristen Manoj Ramdas, der indtil efteråret 2005 spillede med i The Raveonettes og derefter pludselig forsvandt fra rampelyset? Nu er han på spil igen.

Ramdas har nemlig skrevet musikken til den nye TV2-serie ”Øen”, som kanalen viser senere i februar og videre ind i marts. Plottet er som følger, i TV2’s egen beskrivelse:

”Serien omhandler otte problembørn, som bliver sendt ud til en øde ø sammen med to lærere. Her skal der sammen arbejdes på at komme på ret køl igen. Dagligdagen bliver hurtigt problematisk, og med hver persons skeletter i skabet kommer det til store og små konflikter. En dag forsvinder lærerne sporløst, og ungerne finder ud af, de ikke er alene på øen."


Manoj Ramdas fortæller følgende om soundtracket til GAFFA.dk:
– Det er indspillet sammen med Mads Heldtberg fra Düreforsög og hedengangne The Bleeder Group. Det er et moody og til tider abstrakt værk, som dog indeholder flere solskintemaer – noget, Danmark vist godt kan bruge disse dage.

Ramdas fortsætter:
– Jeg har blandt andet haft to tredjedele af kunstgruppen Ingen Frygt ind over hovedtemaet. De har nogle helt specielle engle-stemmer, der supplerer melodien godt. Jeg har skrevet godt og vel 40 minutters musik, og det kunne absolut være på tale at få udgivet denne. Dog er der ikke noget konkret endnu.

Du har også dit instrumentalband Spektr. Hvad har I gang i lige nu?
– Flere ting. Vi har lige lavet en animations-video til sangen "Things That Go Bump In The Night", vi ligger i forhandlinger med Crunchy Frog om udgivelsen af vores album "B/w vs. Technicolor", og endelig skal vi muligvis udgive en 7-tommer-single på det amerikanske pladeselskab Web of Mimicry, der ejes af det gamle Mr. Bungle-medlem, multiinstrumentalisten Trey Spruance.


Manos Ramdas og Mads Heltberg har i øvrigt også lavet musikken til P3’s populære satireprogram De Sorte Spejdere med Anders Lund Madsen og Anders Breinholt, der for tiden kan opleves alle hverdage klokken 14-16.

Spektrs hjemmeside


Spektrs MySpace-side

ANNONCE